|
Ud at sejle med en L-23
|
||
|
”Klar at sætte sejl” råbte skipper på det gode skib KIRI af Brøndby havn. Vi var på vej ud fra vores hjemhavn, en tidlig lørdag morgen, ved 6 tiden. Vi havde planlagt at sejle en tur til Rødvig på Stevns sydkyst. Det er nok en af de bedste og mest levende af havnene i nærheden af Køge bugt. Man hygger sig i hvert fald bravt, når man gæster den. Vel klar af molerne, halede jeg storsejlet op og fog´en røg den samme vej. Motoren kom op af vandet og skøderne blev halet ind. Straks kom der gang i ”skivet”, og ”skumloggen” begyndte at give lyd fra sig. Hvis du ikke ved hvad en ”skumlog” er for en tingest, kan den beskrives således : En brusende lyd, der kommer fra vandet som bliver skubbet til side af båden, når den når op på ca. 5 knob. Der blæste en laber brise, på ca. 5 m/s fra vest. Det var særdeles udmærket. Vi satte kursen stik Syd mod Stevns fyr. Lækker halvvind sejlads hele vejen. I køletasken var der et par bajere eller tre, og da vi var kommet ud af ”sejlergaden” blev de første lukket op. ”mums”…… det var skønt at få skyllet alt støvet ned. Nu er det jo ikke særligt smart at fylde sig med øl til søs, så vi nøjedes med en enkelt hver. ”Skam få os”…. Vi glemte rent at byde Neptun en tår, og straffen udeblev da heller ikke. Han snuppede al vinden fra vores sejl. Og så lå vi der………… Nu er gode dyr rådne…… men jeg er jo i al ubeskedenhed ikke dum… Jeg rakte ned i tasken og fremdrog en pilsner af første klasse… Af med låget og nogle gode skvæt til Kong Neptun….. Sandelig, om det ikke hjalp… straks var vinden der igen. Meeen han forstår jo at bære nag! Vinden kom nu fra øst og denne gang lidt stærkere. Ca. 8 m/s. Et par timer senere nærmede vi os vi Stevns Klint og fyr. Til ære for Klintekongen, trak vi to bajere mere op. Og klog af skade, huskede vi også at byde Kong Neptun hans del. Vi rundede Stevns klint, og havde nu vinden ind agterfra. Hurtigt kom Rødvig havn nærmere. Udenfor havnen lod vi sejlene gå, og startede motoren, en fin gammel Mercury med frigear, frem og bak. Indenfor molerne blev vi råbt an, af den flinke havnefoged. Han viste os ind i det inderste bassin. ”fedt nok” tænkte vi, så er der ikke langt til vask og toilet. Nå, vi begav os ind til det inderste bassin og drejede til bagbord. Jeg kravlede op på fordækket med fortøjningerne klar. Og Skipper satte motoren i bakgear. Medens jeg stod deroppe foran spejdende efter et sted vi kunne lægge til, bemærkede jeg at bådens fart ikke blev nedsat i nævneværdig grad. Jeg vendte mig om og spurgte skipper ”Hva´e … Bakker du eller hvad?” - ”JA, FOR SATAN” skreg han, med fortvivlelse i stemmen. Jamen, den stopper jo ikke, sagde jeg. ”det ved jeg s´gu da godt”, replicerede skipper, ”men den går fuld kraft bak” sagde han yderligere, nu næsten med gråd i stemmen. Nå, Der var et godt stykke ind til enden af bassinet. Så jeg vendte mig om og kiggede endnu en gang efter et sted vi kunne være. Dog så jeg også efter et sted, hvor vi kunne løbe helt ind, hvis vi ikke kunne standse skivet. Jeg noterede mig at hastigheden ikke var gået ned endnu. Og de omkring værende bådes besætninger, havde sandelig også set hvad der var under opsejling. Helt specielt, var der nogle i en Bianca 107 der havde rejst sig fra aftensmaden, for at følge med i vores kvababbelser. Sådan set forstod jeg godt deres nysgerrighed. Hvis man har set en sejlbåd forfra, så ser den jo enormt spids ud. Og især når den kommer farende lige imod ens egen båd. ”For fanden, vi må have den stoppet!” råbte jeg til skipper, medens jeg forsøgte at lave en lasso. Tanken var at smide den over en pæl og på den måde få stoppet båden. Skipper stod nede i cockpittet og rev styrepinden fra side til side for på den måde at stoppe båden. Det hjalp også en hel del, men absolut ikke nok. Fordi vi nu befandt os i midten af bassinet, som ikke var bredt nok til at vende skivet rundt, havde jeg ikke mulighed for at kaste med lasso, så jeg rendte ned mod cockpittet for at få ankret frem. Jeg mente det var den eneste mulighed vi havde. Se, nu skete der noget underligt ! ! Farten gik næsten af båden. Så jeg skyndte mig tilbage til fordækket for at tage fat i en af de pæle vi nærmede os. Skipper fik drejet båden ind i et hjørne og jeg strakte mit ene ben ud mod pælen for at tage fra. Besætningen i Bianca 107`eren stod også helt fremme på deres båd og holdt imod. Så ind kom vi, og ganske uden skader.. Medens jeg sådan legede fender, hængende helt ude foran prædikestolen. Hørte vi alle motoren gå op i hysteriske omdrejninger. Det tror da fanden. Jeg er jo ikke en af de helt små størrelser, Næhh, en voksenstørrelse på ca. 110kg. Det var forklaringen på motorens ringe evne til at bakke. Herregud skruen var jo knap nok nede i vandet, og vinden kom ind ret agten fra. En ting vil jeg aldrig glemme :
Den fart hvormed folkene i Bianca 107´eren smed deres tallerkner og kom
op på dækket for at holde fra. Det var s`gi imponerende at se. Gasten på det gode ”skiv” KIRI Claus Frørup |
