|
Denne side har jeg lavet for at imødekomme dit naturlige ønske om at vide lidt om, hvem Herr Frørup egentlig er - eller også har jeg lavet den for at prale lidt af mig selv. Jeg kan ikke huske, hvad der var mit egentlige motiv; men her er den altså!
Jeg har to store sønner, den ene større end den anden, og da de begge er en slags nørder, må jeg jo vise, at jeg godt kan være med i selskabet.
Jeg er ellers pensionist af den rigtige slags, og lidt før jul når jeg støvets år; men både mine sønner og min altid snakkende kone - hun er altså ingen undtagelse - gør deres bedste til, at støvet ikke lægger sig.
Derfor begyndte jeg som 48-årig at spille havorgel, hvilket mine naboer satte stor pris på. Som 62-årig begyndte jeg at dyrke sejlsport - det var Claus' skyld - og det er efterhånden blevet min halve verden, hvor jeg bringer skræk og rædsel udi Køge Bugt faktisk hele året rundt, idet jeg også sejler om vinteren, hvor der ikke er så mange ude, som jeg kan sejle i sænk.
Før jeg begyndte at sejle, lærte jeg tekstbehandling og at programmere på aftenskole i AOF. Det var den gang, man brugte Piccoline og Comal; og især Comal og senere Basic-4 var sjove programmer at arbejde med, idet de for mit vedkommende afløste kryds-og-tværs'erne og byggeklodserne.
Da jeg er lidt af en kværulant og sprogrevser, har jeg mødt mange mennesker, der gerne ville i disput med mig. F.eks. kritiserede jeg en gang Birgits tysklærer, da hun gik på Vestegnens Voksenundervisning, for hans grammatik, hvilket medførte at han inviterede mig til at deltage i undervisningen i det sidste halvår, der var tilbage. Det gjorde jeg så, og for at føje spot til skade fik jeg 11 ved eksamen, og det er selvfølgelig ikke for at prale, jeg fortæller det.
Nå, men ellers bor jeg - og Birgit - i en pragtfuld lejlighed i Brøndby Strand-bebyggelsen. Det er det nærmeste, man kan komme på en penthousebolig, idet der hører en altan på 10 m² til.
Jeg var her med til at opstarten af et beboerblad, som blev til i forbindelse med den store byfornyelse, der fandt sted for nogle år siden. Husene står endnu, og bladet kom til at hedde Esplanaden; det var faktisk også min skyld, det med navnet, altså.
Ellers er jeg nok en slags syndikalist i min livsholdning, men dog ikke mere end at jeg også har kunnet klare at sidde i et menighedsråd. Det forlod jeg, da præsten hældte vand i kalken i stedet for vin - netop den dag, hvor teksten var om brylluppet, dér hvor man lavede vand om til vin. Han påstod, at det var af hensyn til folk med problemer; men jeg tror nu mere, at det var for at ærgre mig.
|
|
